KFUM'S SOCIALE ARBEJDE

KFUM's Sociale Arbejdes formål er på den danske folkekirkes grund at yde en diakonal og social indsats og bidrage til at skabe værdige kår for mennesker i udsatte livssituationer. Dette formål har cirka 850 ansatte og 2.000 frivillige for øje, når de bidrager til indsatserne i vores cirka 90 institutioner, sociale tilbud og genbrugsbutikker. 

 

INDSATS FOR UDSATTE MENNESKER

KFUM's Sociale Arbejde tilbyder hjælp, støtte og omsorg til mennesker i udsatte livssituationer. Vi møder mennesker i øjenhøjde og betragter det enkelte menneske som ubetinget værdifuldt.

Vores cirka 850 ansatte har stor socialfaglig ekspertise, og omkring 2.000 frivillige er engageret i at skabe værdige kår for ensomme, hjemløse, psykisk syge, misbrugere, fattige og misbrugsramte familier samt andre, som har det svært.

Landet over driver vi cirka 90 institutioner og sociale tilbud. Vi tilbyder rådgivning om blandt andet misbrug, gæld, konflikter, juridiske problemer, seksuelle overgreb, vold og livets udfordringer.

Vi taler også udsatte menneskers sag over for politikere, pressen og offentligheden, ligesom vi er repræsenteret i en række råd og interesseorganisationer. Vi samarbejder med mere end hver tredje kommune om at finde løsninger på sociale udfordringer og med ministerier og fonde om udviklingsprojekter for socialt udsatte.